I torsdags var jeg i Palads og se Amadillo. Forventningerne var at den var forholdsvis barsk og jeg måske vil gå derfra rystet. I filmen følger vi 2 soldater fra de træner til at blive udsendt til de ankommer til Afghanistan og derefter de 6 måneder de er der nede og til sidst til de kommer hjem.
Det er dog begrænset for hvad man kan nå at fortælle på næsten 2 timer når der er mange historier at komme med. Der springes meget i filmen, men man får et godt indtryk af det pres de har på skuldrene når de er der nede.
Den scene hvor jeg var ved at knibe en tåre var farvelscenen i lufthavnen. Ellers var filmen rolig hele vejen igennem med nogle få afbrud med ildkampe mellem danskere og taliban.
En scene der var meget omtalt i medierne var “likvideringen” af taliban i grøften, men efter at have set filmen forstår man udemærket den handling der blev foretaget. Det var enten dem eller os.
Det er barskt at se soldaterne gå rundt og ikke vide om den næste busk indeholder en modstander som er ligeglad og med store nosser (som en af soldaterne siger da han får at vide at 10 talibaner ikke er bange for at angribe 40 danskere).
Det store problem i Afghanistan er jo at taliban er ligeglad med om de dør eller ej. De ved udemærket at vi sætter menneskeliv højere end dem og hvis vi mister én mand så er nationen ved at gå amok…
Min støtte til soldaterne dernede er slet ikke blevet mindre af at have set filmen og de skal have alt held og lykke.
Når filmen kommer på DVD så skal jeg have den. Det er helt sikkert.
